Fællesfaglige fokusområder

For at styrke elevernes tilegnelse af de naturfaglige kompetencer skal naturfagene i trinforløbet for 7.-9. klasse periodevis samarbejde om at gennemføre mindst seks fællesfaglige undervisningsforløb. 
Disse skal gennemføres som fælles undervisningsforløb med to eller alle tre naturfag. 
Undervisningsforløbene skal tage udgangspunkt i fagenes kompetencemål og i mindst fire af de seks fællesfaglige fokusområder. 
Til hvert af de fællesfaglige fokusområder skal elever og naturfagslærere sammen formulere en overordnet problemstillin. 
Der kan arbejdes med de fællesfaglige fokusområder på mangfoldige måder, som relevant kan inddrage alle tre naturfag samt øvrige fag.
  1. Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget. 

  2. Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan. 

  3. Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer. 

  4. Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer. 

  5. Strålings indvirkning på levende organismers levevilkår. 

  6. Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår

Klik på et af de seks punkter og se eksempler på indhold.
 
Tidligst den 1. april skal eleverne trække lod individuelt eller i grupper mellem minimum 4 fællesfaglige fokusområder. 
Gruppedannelsen finder sted 5 hverdage inden lodtrækningen. 
Det fællesfaglige fokusområde skal have en sådan karakter, at det giver mulighed for at arbejde med et fordybelsesområde, der inddrager alle naturfagene i relevant omfang. 
Forberedelsen frem mod prøven finder sted i den sidste del af undervisningstiden med lærervejledning.
 
Problemstilling og arbejdsspørgsmål 
Inden for det trukne fællesfaglige fokusområde formulerer eleven/eleverne en naturfaglig problemstilling med arbejdsspørgsmål fra både biologi, fysik/kemi og geografi, som de via egne undersøgelser fordyber sig i og planlægger, hvordan de vil belyse under prøven. 
Eleven inddrager et antal praktiske undersøgelser og modeller til belysning af den naturfaglige problemstilling. 
Den naturfaglige problemstilling og arbejdsspørgsmål, som skal være forskellig fra undervisningens naturfaglige problemstilling og arbejdsspørgsmål i det pågældende fokusområde, skal godkendes af læreren/lærerne. 
Den naturfaglige problemstilling med tilhørende arbejdsspørgsmål afleveres til eksaminator(erne). 
Må maximalt fylde en A4side.
 
Opgivelser 
  • Alsidigt sammensat stof dækkende de 4 fælles kompetenceområder.
  • Organiseres tværfagligt i minimum 4 forskellige fællesfaglige fokusområder.
  • Skal omfatte tekster og minimum 3 eksempler på andre udtryksformer end tekst.
  • Skal repræsentere stof fra 9. klasse og kan omfatte stof fra 8. klasse 
  • Fordelt mellem fagene i forhold til vejledende timetal på 7.-9. kl. 
  • Fordelingen inden for de enkelte fællesfaglige fokusområder kan variere. 

            (fysik/kemi: 44 %, biologi 31 % og geografi 25 %).

        Eksempel på opgivelse

Før prøven

Uddybende spørgsmål
 
Eksaminator(erne) udarbejder et antal (for elevene) ukendte og uddybende spørgsmål. 
 
De uddybende spørgsmål formuleres i forhold til elevernes naturfaglige problemstilling og inden for opgivelserne af det lodtrukne fællesfaglige fokusområde. 
De uddybende spørgsmål skal anvendes under prøven til at synliggøre omfanget af elevernes naturfaglige kompetence i sammenlignelige kontekster med mindre, at det i prøveforløbet bliver aktuelt at stille andre uddybende spørgsmål.
 
Opgivelser og uddybende spørgsmål samt elevernes trukne fokusområder, deres naturfaglige problemstillinger og arbejdsspørgsmål sendes sammen med eksaminationssted og elev-/gruppeliste med tidspunkter til censor, så denne har det i hænde senest 14 dage før prøveafholdelsen.
 
Prøveforløbet 
• To timer inkl. karakterfastsættelse 
• Prøven er praktisk/mundtlig. 
• 4-6 elever ad gangen i prøvelokalet. 
• Disse elever/grupper aflægger prøve i samme lokale og arbejder med hver deres naturfaglige problemstilling, som så vidt muligt skal være forskellige.
 
Skolelederen skal sikre at censor og eksaminatorer tilsammen dækker de tre naturfag. 
 
• Ved prøvens begyndelse afleverer eleverne en oversigt over, hvordan den naturfaglige problemstilling forventes belyst med fx undersøgelser, modeller og perspektiver. 
 
• Oversigten, som kan bestå af tekst i punktopstilling, være et mindmap og/eller bestå af illustrationer, danner sammen med den naturfaglige problemstilling og de tilhørende arbejdsspørgsmål udgangspunkt for prøveafholdelsen. 
 
• Alle hjælpemidler må benyttes. Ingen kommunikation med andre elever/grupper eller personer uden for prøvelokalet
 
Vurdering
Eleven prøves i hvor høj grad denne 
• Udviser kompetence inden for alle de naturfaglige kompetencer ved inddragelse af færdigheder og viden til at belyse den selvvalgte naturfaglige problemstilling 
• kan tilrettelægge, udføre og drage konklusioner af en eller flere naturfaglige undersøgelser, herunder ved brug af modeller og med relevante perspektiver 
• kan forklare og begrunde valg af praktiske undersøgelser og modeller
• kan forklare sammenhænge mellem praktiske undersøgelser, modeller og naturfaglig teori med udgangspunkt i den selvvalgte naturfaglige problemstilling 
• kan argumentere for naturfaglige forhold og anvende relevant fagterminologi fra både fysik/kemi, biologi og geografi
• kan anvise og begrunde relevante handlemuligheder i forhold til den selvvalgte naturfaglige problemstilling. 
 
Eleverne bedømmes individuelt. Der gives én karakter.